Tre lokale projekter skal gøre vejen ind i foreningsfællesskaber lettere

Tre nye lokale projekter skal afprøve forskellige metoder til at hjælpe borgere ind i frivillige fællesskaber. Projekterne gennemføres på Samsø, i Gentofte og Aalborg og er de første under den nationale indsats Vores fællesskaber, som Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark, FriSe, driver med støtte fra Nordea-fonden.

Udgangspunktet er en udfordring, som mange foreninger vil kunne genkende: Det er ikke nødvendigvis nok, at et tilbud findes, eller at det bliver annonceret. For nogle borgere kan afstanden fra at høre om en aktivitet til faktisk at møde op være stor. De kan mangle overblik, en personlig introduktion eller tryghed ved at træde ind i et allerede etableret fællesskab.

Ifølge FriSes nyhed om projekterne skal de tre lokale forsøg skabe viden om, hvordan denne afstand kan gøres kortere.

Tre forskellige modeller skal afprøves

På Samsø skal Frivilligcenter Samsø samarbejde med blandt andre kommunen, lægehuset og Samsø Sundheds- og Akuthus om en lokal model for sociale henvisninger og brobygning. Tanken er, at mennesker, der kan have glæde af et fællesskab, lettere skal kunne finde et passende tilbud og få støtte til at tage det første skridt.

I Gentofte er indsatsen rettet mod seniorer. Kommunale brobygningsambassadører skal skabe kontakt til Frivilligcenter Gentofte, mens frivillige følgevenner skal kunne ledsage eller støtte seniorer, som har behov for ekstra tryghed. Samtidig skal de deltagende foreninger arbejde med værtskab og inklusion.

I Aalborg begynder indsatsen allerede før borgerne forlader arbejdsmarkedet. De Frivilliges Hus Aalborg vil sammen med Aalborg Kommune, arbejdspladser og lokale foreninger gøre kommende pensionister opmærksomme på mulighederne for frivillighed og fællesskab efter arbejdslivet.

FriSe vil følge projekterne og samle erfaringerne, så læringen kan bruges i flere lokalsamfund.

Foreningen er ikke kun modtager af nye deltagere

For lokale foreninger betyder udviklingen, at rekruttering i stigende grad kan blive et samarbejde med andre aktører. En kommune, et lægehus, et frivilligcenter eller en arbejdsplads kan skabe den første kontakt, men det er stadig foreningen, der skal få den nye deltager til at føle sig velkommen og blive en del af fællesskabet.

Det kræver mere end en åben dør. Bestyrelsen bør blandt andet overveje:

• Hvem tager imod en ny deltager ved det første besøg?
• Hvordan forklares foreningens aktiviteter, uskrevne regler og praktiske rutiner?
• Kan en bestemt frivillig fungere som kontaktperson i den første periode?
• Er der aktiviteter, som er lettere at begynde på end andre?
• Hvordan følges der op, hvis den nye deltager ikke kommer igen?

Det behøver ikke udvikle sig til et tungt administrativt program. En navngiven vært, en tydelig velkomstmail og en aftalt opfølgning kan være et realistisk udgangspunkt. Det afgørende er, at ansvaret ikke bliver placeret mellem flere stole.

Medlemsadministrationen skal kunne håndtere nye indgange

Når deltagere kommer gennem en brobygningsindsats, bør foreningen skelne mellem almindelige medlemsoplysninger og eventuelle følsomme oplysninger om personens baggrund. Foreningen har normalt ikke brug for at kende helbredsforhold eller årsagen til en social henvisning for at registrere en deltager på et hold.

Bestyrelsen bør derfor aftale med samarbejdspartneren, hvilke oplysninger der reelt skal udveksles, hvem der må modtage dem, og hvornår de skal slettes. Et medlemssystem kan bruges til kontaktoplysninger, tilmelding og kontingentstatus, men bør ikke blive et uformelt socialt eller sundhedsfagligt journalsystem.

Det kan også være nyttigt at registrere rekrutteringskanalen i en neutral form, eksempelvis frivilligcenter, kommunalt tilbud eller arbejdsplads. Dermed kan bestyrelsen senere vurdere, om samarbejdet faktisk fører til deltagelse, uden at gemme unødvendige personlige oplysninger.

Bestyrelsen bør afklare kapaciteten på forhånd

Brobygning kan give adgang til nye medlemmer og frivillige, men den kan også skabe nye opgaver. Før en forening indgår i et partnerskab, bør bestyrelsen få afklaret forventningerne: Hvor mange deltagere kan komme? Hvem står for introduktionen? Er deltagelse gratis i en prøveperiode? Og hvad sker der, hvis borgeren har behov for mere støtte, end foreningens frivillige kan levere?

Den klare rollefordeling beskytter både den nye deltager og de frivillige. Foreningens opgave er at drive et godt fællesskab, mens kommunen, sundhedsaktøren eller frivilligcentret må beholde ansvaret for faglig støtte, hvis en borger har behov for den.

De tre projekter peger dermed på en bredere tendens: Fremtidens medlemsrekruttering kan i højere grad foregå gennem lokale partnerskaber. Foreninger, der allerede nu får beskrevet deres velkomst, kapacitet og administrative procedurer, vil stå bedre, når en samarbejdspartner spørger, om de kan åbne fællesskabet for flere.

Kilde: Læs originalartiklen