DGI efterlyser finansiering, når foreninger skal løfte flere sundhedsopgaver

Hvis idrætsforeninger og andre frivillige fællesskaber skal spille en større rolle i forebyggelse og folkesundhed, skal de offentlige midler følge med. Det er budskabet fra DGI Vestjyllands formand, Tanja Rask Elbæk, i et indlæg rettet mod det nye Sundhedsråd Vestjylland.

Indlægget kommer i forbindelse med sundhedsrådets ønske om at inddrage foreningslivet i visionen om mere sundhed tæt på borgernes hverdag. DGI støtter retningen, men advarer om, at foreningerne kan blive presset, hvis nye forventninger ikke ledsages af økonomi, koordinering og langsigtede rammer.

Det er vigtigt at understrege, at der er tale om et politisk indlæg fra DGI Vestjylland og ikke en ny støtteordning eller en bindende beslutning fra sundhedsrådet. Alligevel er diskussionen relevant for foreningsbestyrelser i hele landet, fordi kommuner og sundhedsaktører flere steder søger samarbejde med lokale fællesskaber.

Foreninger skal bygge bro fra behandling til hverdagsliv

DGI fremhæver blandt andet erfaringerne fra Idræt for Sindet, som findes i 28 kommuner og er målrettet mennesker med psykiske sårbarheder. Ifølge de resultater, DGI henviser til, har 63 procent af medlemmerne fået færre dage med ensomhed, mens 98 procent oplever at være en del af et fællesskab.

Pointen er, at motionen ikke står alene. Foreningernes styrke er kombinationen af regelmæssige aktiviteter, personlige relationer og muligheden for at få en rolle i et lokalt fællesskab. Det kan gøre en forskel for borgere, der ellers risikerer at stå alene efter afslutningen af et kommunalt eller regionalt tilbud.

Men overgangen sker ikke automatisk. Det kræver nogen, der kan skabe kontakten, matche borgeren med et passende tilbud og hjælpe både borgeren og foreningen med den første tid.

Nye opgaver har en reel pris

En forening kan umiddelbart se et sundhedssamarbejde som en mulighed for at få flere medlemmer og vise sin samfundsværdi. Bestyrelsen bør dog regne på hele opgaven. Udgifterne kan blandt andet omfatte:

• uddannelse og støtte til trænere og frivillige
• ekstra instruktørtimer eller mindre hold
• koordinering med kommune, region eller andre henvisende aktører
• administration af tilmeldinger, fremmøde og rapportering
• tilpasning af aktiviteter og faciliteter
• rekruttering og fastholdelse af flere frivillige

Hvis disse opgaver blot lægges oven i den almindelige drift, kan resultatet blive, at få nøglepersoner bruger stadig mere tid på administration. Det kan svække de aktiviteter, som foreningen allerede driver for sine medlemmer.

Bestyrelsen bør derfor undgå aftaler, hvor finansieringen alene dækker selve aktiviteten, mens koordinering, forberedelse og opfølgning forventes leveret gratis.

Få ansvar og forventninger på skrift

Inden en forening siger ja til at modtage deltagere gennem sundhedsvæsenet eller kommunen, bør parterne indgå en tydelig samarbejdsaftale. Den kan beskrive målgruppen, antallet af forventede deltagere, kontaktpersoner, finansiering og varighed.

Aftalen bør også svare på, hvem der handler, hvis en deltager har behov for sundhedsfaglig eller social støtte. Foreningens trænere kan skabe trygge aktiviteter, men de skal ikke uden videre overtage opgaver, der kræver faglige kompetencer.

Derudover skal det afklares, hvilke oplysninger foreningen modtager. Som udgangspunkt bør et medlemskartotek kun indeholde de data, der er nødvendige for medlemskab, kontakt, betaling og deltagelse. Helbredsoplysninger kræver særlig omtanke og bør ikke deles rutinemæssigt, blot fordi en deltager er kommet gennem en sundhedsindsats.

Dokumentation uden at drukne de frivillige

Offentlige samarbejdspartnere vil ofte have behov for at vide, om indsatsen virker. Her bør foreningen på forhånd aftale få og anvendelige målepunkter. Det kan være antal henviste deltagere, faktisk fremmøde, overgang til medlemskab og fastholdelse efter en aftalt periode.

Et digitalt medlems- eller tilmeldingssystem kan gøre opfølgningen lettere, hvis data registreres ensartet. Bestyrelsen bør dog være varsom med at acceptere omfattende individuelle rapporteringskrav. Dokumentationen skal stå mål med bevillingen og må ikke gøre frivillige til uformelle sagsbehandlere.

En strategisk drøftelse for bestyrelsen

DGI Vestjyllands udmelding er en anledning til at drøfte, hvilken rolle foreningen ønsker i lokale sundhedsindsatser. Nogle foreninger har både aktiviteterne og de frivillige til at tage et større ansvar. Andre bør koncentrere sig om deres nuværende medlemmer eller kun deltage, hvis der følger professionel koordinering med.

Bestyrelsen kan med fordel formulere sine minimumskrav, før kommunen eller sundhedsrådet henvender sig: Hvilke målgrupper kan foreningen rumme? Hvor mange deltagere er der plads til? Hvilken støtte kræves? Og hvad koster opgaven reelt?

Budskabet fra DGI er ikke, at foreningerne skal holde sig ude af sundhedsområdet. Tværtimod fremhæves deres potentiale. Men hvis foreningslivet skal være en stabil del af forebyggelsen, skal samarbejdet bygges på finansiering, klare roller og respekt for, at frivillige ressourcer ikke er ubegrænsede.

Kilde: Læs originalartiklen